23948sdkhjf

To mænd er anholdt efter forsøg på at røve tankstation

Med god hjælp fra vidner lykkedes det politiet i København at anholde to mænd få minutter efter røveriforsøg.

To unge mænd er natten til fredag blevet anholdt, få minutter efter at de havde forsøgt at true personalet på en tankstation i København til at udlevere kontanter.

Det oplyser vagtchef Kristian Rohdin fra Københavns Politi.

Anmeldelsen, om at to mænd med kniv havde forsøgt at røve en tankstation i Sydhavnen i København, kom klokken 01.17.

- Med god hjælp fra vidner, som peger os i den rigtige retning, anholder vi ni minutter senere de to mænd, som ligger og trykker sig i et åbent område nær tankstationen, der ligger på Sydhavns Plads, siger vagtchefen.

Det var en hundepatrulje, der fandt de to mænd, som er henholdsvis 20 og 22 år.

Den ældste af de to har fødselsdag fredag, men kan nu se frem til at blive fremstillet i dommervagten, hvor han sammen med sin makker vil blive sigtet for forsøg på røveri.

- Begge mænd fremsatte verbale trusler over for personalet på tankstationen, og de truede også begge med en kniv. Men de fuldførte ikke deres forehavende om at få penge med fra stedet, siger Kristian Rohdin.

Ingen personer kom fysisk til skade under røveriforsøget mod Circle K-tankstationen.

Københavns Politi kender begge mænd for "noget tilsvarende", oplyser vagtchefen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.186